Sublime psychpoppere spiller op til fest i Den Grå Hal
Altin Gün følger op på flere forrygende koncerter herhjemme med deres største danske venuekoncert i Den Grå Hal den 24. marts 2026. Med sig bringer de sangene fra det kommende album ”Garip”.
Et af de stærkeste træk ved Altin Gün er gruppens sans for at tage inspiration fra anatolsk rock (der mikser tyrkisk folkemusik med psykedelisk 70’er-rock) og gøre det tilgængeligt for et moderne publikum med bevidsthedsudvidende guitarriffs, hvinende vintage-synths og hypnotisk boblende baslinjer.
Netop forbindelsen mellem fortid og nutid, tradition og fornyelse, understreges på Altin Güns kommende album ”Garip”, der udkommer i foråret 2026. Her nyfortolker gruppen folkeviser af den legendariske tyrkiske komponist Neşet Ertaş, hvis kompositioner får nyt liv i mødet med syrerocket exces, hoftevridende funk og udknaldede popeksperimenter.
Siden 2019 har Altin Gün opbygget et støt voksende ry herhjemme som et forrygende liveband, det er umuligt at stå stille til. De har bl.a. spillet på VEGA, Bremen Teater, Spot Festival og Heartland, og da de i 2022 gæstede Common Ground Festival i København, uddelte GAFFA 5 stjerner under overskriften ”Sublim trancelignende eksekvering”.
I forlængelse af det nye album drager Altin Gün på en stor Europa-turné i foråret 2026. Her bliver gruppens mange danske fans selvfølgelig også tilgodeset. Det sker, når de anatolske musiktroldmænd giver deres hidtil største danske venuekoncert den 24. marts 2026 i Den Grå Hal i København.
24. Marts 2026
Døre: 19.00
Pris: 300,- dkk + gebyrer
Friday 3rd of October 2025 – on sale 10:00 CET
Billetter: https://www.billetlugen.dk/event/20722355/?affiliate=SB8
Facebook event